Ingen gider perfekte mennesker!

Vi ved ingen er perfekte, og så alligevel dukker der engang imellem de mennesker op som er for perfekte. I starten bliver man vel altid en smule misundelig "gid jeg selv var så perfekt". Men så når man til det punkt hvor det bliver for meget, hvor de perfekte mennesker er FOR perfekte. Så vi skal glæde os over at vi ikke er perfekt, at vi ved vi er fyldt med fejl Og til sidst så skal vi ikke være irriteret på de fejl vi nu engang har, vi skal acceptere dem. 

Følelsen af at være nytteløs

Hvem kender ikke det når man føler sig som om man ikke har været savnet, som om man faktisk ikke har gjort et stort nok indtryk på folk. Den kommer som regel hvis man har været syg et par dage, været på ferie eller en hel tredje ting. Og så står man der i sin klasse, i vores tilfælde, og ser at alt har fungeret helt fint uden en. Ens veninder har det lige så godt, som da man ikke var der. Også selvom man ikke var der til at snakke med dem, og de skulle nøjes med en anden. Og sådan kunne vi blive ved, for den følelse kommer desværre i mange situationer. Det værste ved følelsen af at føle sig nyttigløs er, at den får dig til at tro du faktisk er nytteløs. At dine veninder sagtens kunne klare sig uden dig og at den plads du har i klassen med lethed kunne udfyldes af en anden. Inderst inde ved man jo godt det ikke er sandt, men følelsen af at være nytteløse kan få enhver til at tænke sådan.

Hvad måler vi vores kærlighed på?

Ja hvad måler vi den egentlig på? Joan Ørting har sagt sætningen: ”Man vender altid tilbage til det sted hvor man fik mest kærlighed” men hvordan ved man hvor det sted er henne? For det kræver jo at vi måler vores kærlighed til de forskellige. Men hvad måler vi så vores kærlighed på? Tårerne vi græd? Savnet af den anden, tomrummet personen efterlod? Opmærksomheden fra de andre over at være sammen med personen? Eller måske venskabet som forholdet også indeholdte?

Hvad siger i? Kan kærlighed overhovedet måles? Og hvad tror I i måler jeres med?